Menu

Information til forbrugere om batterier

Dato:
01-12-2025

Udtjente batterier indeholder både værdifulde råstoffer og stoffer, der kræver særlig håndtering.

Derfor stiller den nye EU-forordning og den danske bekendtgørelse skærpede krav til, hvordan vi som forbrugere og virksomheder forebygger affald og håndterer batterier sikkert og ansvarligt.

Nedenfor finder du de vigtigste punkter.


Forbrugerens (slutbrugerens) rolle: Sådan forebygger du affald og sikrer indsamling


Som slutbruger er du en helt central del af systemet, der sikrer, at de brugte batterier genanvendes.

Små valg i hverdagen gør en stor forskel. Her er tre gode råd til bedre batteribrug:


  • Brug batterier længere: Vælg genopladelige batterier, når det er muligt, og brug dem helt op, før du udskifter dem.
  • Undgå at blande affald: Batterier må aldrig lægges i restaffald, plast, pap eller andre beholdere. De skal altid afleveres i affaldsløsninger specifikt udviklet til batterier.
  • Aflever løbende: Batterier bør ikke hobe sig op i hjemmet eller på arbejdspladsen. Aflever dem jævnligt for at minimere brandrisiko og sikre korrekt genanvendelse og at ressourcerne kommer tilbage i kredsløb hurtigst muligt.

Indsamlings- og genbrugsordninger


I Danmark er det let at komme af med batterier på en sikker og korrekt måde:

  • Genbrugspladsen: Her kan du aflevere alle typer batterier – både små husholdningsbatterier og større litiumbatterier.

  • Dagrenovationen: I mange kommuner kan små batterier afleveres i særlige beholdere såsom bokse, batteristandere, skabe til farligt affald eller poser, som samles ind sammen med restaffaldet (men aldrig i restaffaldet).

  • Virksomheder: Skal bruge godkendte indsamlere og afsætningsløsninger. Dette sker ofte via deres aftaler med kollektive ordninger, såsom Batteriretur.

  • Undersøg din kommunes ordninger: Ordningerne kan være forskellige fra kommune til kommune. Gå ind på din lokale kommune og se, hvordan de indsamler batterier.

Sikker håndtering af brugte batterier


Alle batterier kan udgøre en brandrisiko, hvis de beskadiges eller håndteres forkert, og særligt litiumbatterier skal håndteres ordentligt.

Følg derfor disse retningslinjer:

  • Dæk polerne: Sæt tape over polerne på batterier med synlige metalkontakter.
  • Aflever beskadigede batterier straks: Er batteriet bulet, utæt, varmt eller lugter kemisk, skal det straks afleveres på genbrugspladsen. Sørg gerne for at informere personalet.
  • Opbevar køligt og tørt: Undgå at opbevare batterier i sollys eller nær varmekilder.
  • Hold batterier adskilt: Bland ikke løse batterier med metalgenstande, da det kan give kortslutning og forårsage, at batteriet går i brand.
  • Ingen knusning eller brud: Forsøg aldrig at åbne, punktere eller på anden vis beskadige et batteri.

Betydningen af mærkning og symboler


Mærkning er en vigtig del af den nye regulering for batterier – både for sikkerhed og for at sikre, at batterier kan sorteres og genanvendes korrekt.

  • Det overkrydsede skraldespandssymbol: Viser, at batteriet ikke må smides i husholdningsaffald.
  • Kemiske symboler (fx Pb, Hg, Cd): Fortæller, om batteriet indeholder stoffer, der kræver særlig behandling.
  • QR-koder: Nye EU-krav betyder, at flere batterier i fremtiden får QR-koder med information om indhold, kapacitet og sikkerhedsanvisninger.
  • Producentmærkning: Gør det muligt for producentansvarssystemet at identificere producenten og sikre korrekt finansiering og dataregistrering.
  • Specifik information: Mangler du specifik information om et batteri, kan du læse mere på den enkelte producents hjemmeside.


Miljø- og sundhedspåvirkning ved forkert bortskaffelse


Forkert håndtering af udtjente batterier kan have alvorlige konsekvenser:

  • Brand og eksplosion: Især litiumbatterier kan antænde, hvis de havner i restaffald eller skraldebiler.
  • Forurening: Batterier indeholder metaller som litium, kobolt, nikkel og bly. Hvis de ender på lossepladser, kan de forurene jord og vand.
  • Ressourcetab: Batterier indeholder værdifulde råstoffer, som Europa i høj grad importerer. Hvis de ikke indsamles, går materialerne tabt, og klimaaftrykket stiger.
  • Risici for sundhed og arbejdsmiljø: Affaldsarbejdere og renovationsmedarbejdere udsættes for fare, hvis batterier ligger skjult i poser eller beholdere, der ikke er beregnet til dem.

Opsummering

  • Aflevér dine brugte batterier. Det er en lille handling med stor effekt
  • Når du sorterer og afleverer batterier korrekt, er du med til at:reducere brandrisici, beskytte miljø og grundvand, sikre, at værdifulde materialer kan genanvendes, støtte den cirkulære økonomi i Danmark og EU.

Det tager kun få sekunder – men effekten er stor.


Link:
image
card-logo 2